Foto: S. Fischer Verlage

Jeg har oversat et par tyske billedbøger til dansk for Turbine forlaget.
Det er fine og finurlige tyske tekster, som jeg har bestræbt mig på at forvandle til et lige så fint og finurligt dansk – der kan jo stå så meget mellem linjerne!

Humor og rim – fra tysk til dansk
Den ene er skrevet af den dygtige, tyske forfatter og illustrator Daniel Napp, som bl.a. er kendt for sine billedbøger om bjørnen hr. Brum: Det er bogen ”Die Einschlafweltmeisterschaften der Tiere”, der i min danske oversættelse er blevet til ”Dyrenes VM i snorkesport”. Dyrene, som Daniel Napp på tysk kalder for ”Einschlafprofis” er på dansk blevet til såkaldte ”elitesovedyr”.
Den anden er den tyske billedbog ”So schlafen die Tiere” af forfatter Maike Harel og illustratorparret Laura og Fabian Fuchs. At det er en billedbog på rim, har jeg forsøgt at signalere allerede med et rim i den danske titel: ”Godnat, missekat – sådan sover dyrene”. Det er i øvrigt en god udfordring i oversættelsesarbejdet ikke kun at skulle forvandle tysk til dansk, men også at få skabt nye sætninger med rytme og rim, som fx disse linjer:
”En rede er skjult højt oppe i et træ, her kan et egern drømme trygt i ly og i læ.
Den farverige finke døser hen i en busk, den falder aldrig ned fra kvisten trods regn og rusk.”
Vil du læse bøgerne?
De to nævnte bøger kan lånes på mange danske folkebiblioteker – og ellers kan de købes hos boghandlere, bl.a. Bog & idé, eller selvfølgelig gennem Turbine forlagets egen webshop:
https://turbine.dk/produkt/dyrenes-vm-i-snorkesport/
https://turbine.dk/produkt/godnat-missekat-saadan-sover-dyrene/