Foto: Sort på Witt

Nogle mennesker møder du kun én gang, men de gør et uudsletteligt indtryk. Som nu Peter Michélsen, som jeg interviewede og fotograferede til Ny Forms sommerkatalog en solskinsdag med tæerne i strandsandet på Fanø.
Sports- og fritidskæden Ny Form havde sendt mig af sted som både journalist og fotograf for at lave interview og tage fotos til deres sommerkatalog, fordi de havde valgt at sponsere Peter Michélsen som en pioner, der vil have os alle sammen til at stoppe svineriet på de dejlige, danske strande.
Det blev en inspirerende snak om, hvad der sker med alt det plastaffald, som mennesker smider i havet og på stranden, og som Peter Michélsen bruger meget af sin tid på at få samlet ind igen.

Borg af havfald i haven
Peter Michélsen har tjansen som strandfoged for Sønderho Strandejerforening, og de seneste år har han på sin daglige ture lagt mærke til stadig mere plast-affald på stranden – og har samlet så meget op, han kunne.
Hans indsats var tydelig allerede i haven foran huset i Sønderho. Her havde han en gigantisk såkaldt havfaldsborg – dvs. en borg bygget af affald fra havet: Alt fra fiskekasser til strandlegetøj. En visuel reminder til os alle om, hvordan mennesker sviner naturen til.
Ideen til en systematisk indsamling i stor skala fik Peter Michélsen tilfældigvis, da han en vinterdag på stranden mødte en mand, der gik og samlede affald op og bad om flere poser til alle sine fund.

35 ton plast til dato
I dag er Peter Michélsen blevet kendt som havfaldsmand, ikke mindst fordi han har fået en række forretninger på Fanø med i projektet. I forretningerne fortæller medarbejderne kunderne om initiativet og udleverer havfaldsposer. Det er bl.a. NY FORM, der med sin beliggenhed lige ned til vandet er en af de forretninger, der udleverer allerflest poser.
Siden har han hver dag taget turen på stranden morgen og aften og samlet folks poser – til dato er det blevet til 35 ton, og han fortsætter arbejdet.
Ryst lige Fanø
Det, jeg husker allerbedst, var hans afsluttende kommentar:
”Alt det plastik er en miljøbombe under os: Vi er først begyndt at se det nu og gøre noget ved det. Hvis man tog hele Fanø og rystede sandet i en kæmpe si, så tror jeg, vi ville blive chokeret over, hvor meget plastik der ligger fra tidligere tider”, siger han. ”Men altså det gode er, at det her er en bevægelse, og det stopper ikke”, sluttede Peter Michélsen med et bestemt smil.
Jeg håber, at mange modtagere af kataloget fra NY FORM blev inspireret af Peter Michélsens tankegang. Det gjorde jeg i hvert fald selv. I dag har jeg altid en havfaldspose med, når jeg går tur på stranden.
Se hele artiklen fra NY FORMs sommerkatalog 2018 her: